Borgerforening afslører varmespild med termografering 69 boligejere i Stjær og omegn har fået tjekket deres huse for varmetab med termografering. Det er resultatet af et samarbejde mellem Stjær Sogns Borgerforening og Lokalenergi. Er forsamlingshuset i Stjær rødt eller blåt? En brainstorm om at reducere driftsudgifterne førte til et forslag om at termografere bygningen for at vurdere behovet for en bedre isolering. Termografering er en effektiv metode til at afsløre utætheder og manglende isolering. Et termografikamera reagerer på varmestråling eller såkaldt infrarødt lys og kan derfor visualisere, hvor der slipper varme ud af huset. - I første omgang var vi skeptiske, fordi termografering er relativt dyrt, men vi så en mulighed, hvis flere i området var interesseret i at få termograferet deres huse. Måske kunne vi få mængderabat og en lavere pris? Vi kontaktede Lokalenergi, der straks var med på idéen og gav os et meget attraktivt tilbud pr. ejendom, hvis mindst 20 af vores medlemmer sagde ja, siger Jens Bølling, formand for Stjær Sogns Borgerforening. Interessen for termografering viste sig at være langt større end forventet. 66 ud af Borgerforeningens i alt 180 husstande tog imod tilbuddet og 4 nye meldte sig ind af samme årsag. - En enkelt af de nye husstande var oven i købet ikke interesseret i tilbuddet, men syntes bare, at vi havde taget et godt initiativ, siger Jens Bølling. Efterfølgende har to energikonsulenter fra Lokalenergi gennemført en termografering af alle 69 ejendomme og samlet resultaterne i et tilsvarende antal rapporter. Rapporterne indeholder 5-10 billeder og en kort forklaring til bygningsdetaljer eller områder, hvor billederne viser et stort varmetab. Blålige farvenuancer er et tegn på godt tæt byggeri, mens rødt signalerer et varmetab. - Jeg har selv et fugtproblem i et af rummene og kan se på de termografiske billeder, at årsagen er en kuldebro. Det kom som en overraskelse for mig, at der var så tydelig temperaturforskel på ydervæggen. Jeg bor til leje, men både ejer og jeg er interesseret i at gøre noget ved problemet. Jeg kan få forbedret mit indeklima og varmeregningen, mens ejeren kan sikre husets sundhed på sigt, siger Jens Bølling. Projektet afsluttes med et informationsmøde i forsamlingshuset. Her er der mulighed for at stille spørgsmål til termografirapporterne og få et bud på, hvordan man bedst muligt kommer videre og får bremset varmespildet på sin egen ejendom. Er du interesseret i at høre mere om termograferingsprojektet i Stjær, er du velkommen til at kontakte energikonsulent Christina Monrad Andersen, Lokalenergi på tlf. 51 17 61 72.