Hverdagspolitik på energiområdet Regeringen har ambitioner om at gøre Danmark til verdens mest energirigtige land. Alligevel kan ikke A-mærkede hvidevarer stadig købes i butikkerne, mens strømspildet til bl.a. standbyforbrug er tidoblet siden 1990. Der er plads til at undre sig over, at danskerne sidste år købte 46.000 hårde hvidevarer uden A-mærke. Det sker nemlig samtidig med, at Danmark markerer sig på den globale scene med ambitioner om at være et af de mest energirigtige og energisparende lande. I tråd med denne holdning var det oplagt, at regeringen tog initiativ til at udfase alle hvidevarer uden A-mærke fra markedet og lod os optræde som foregangsland på dette område. Enten via frivillige aftaler med branchen. Eller om nødvendigt ved et egentligt forbud. Hverken teknologisk, udbuds- eller markedsmæssigt er der grund til at have B-,C- eller D-strømslugerne på hylderne længere. Regnes energiforbruget i hele levetiden med ind i prisen, er A-mærkede produkter oven i købet de billigste. Man kan også undre sig over et stejlt stigende el-spild i form af bl.a.standby-forbrug i de danske husholdninger. Et problem, som Dansk Energi afdækkede i dag med en undersøgelse, der viser en tidobling af det passive strømforbrug siden 1990. Bliver der ikke gjort noget, vil spildstrømmen i de danske hjem vokse fra de nuværende 130 mio. kWh årligt til 220 mio. kWh pr. år i 2015. Også i EU-sammenhæng er der voksende opmærksomhed på den enorme mængde energi, der går til spilde i lysende lamper, standby, ure osv., der intet har med hvidevarers og el-apparaters egentlige funktion at gøre. Lige nu arbejder forskere og energispecialister på et europæisk projekt, der skal kortlægge, hvor stort problemet er. Projektets resultater vil kunne danne grundlag for dialog med branchen om hvordan standby forbruget på hvidevarer kan reduceres. Sammen med bl.a. SBi afsluttede vi i 2005 et dansk standby-projekt, hvis resultater og konklusioner har vakt opmærksomhed langt ud over landets grænser. Projektet bygger på interviews med 30 familier om elvaner, registrering af husstandens standbyforbrug og forslag til standby-reducerende aktiviteter. Efterfølgende målinger viste, at standbyforbruget hos de deltagende familier blev reduceret med 2/3. Det giver anledning til at tro, at det kan lade sig gøre at vende spildstrøm-spiralen ved en målrettet indsats fra bl.a. offentlige myndigheder og energiselskaber. Hvis alle husstande fulgte de mest energibevidste familiers eksempel og reducerede deres standby-forbrug ville det på landsplan betyde en samlet årlig energibesparelse på omkring 1.590 GWh. Lokalenergi har - som alle andre energiselskaber - en vigtig opgave i at formidle viden om energirigtige køb og energirigtig anvendelse f.eks. i forhold til standby-forbrug. Lige nu er ansvaret for at træffe de energirigtige beslutninger væltet over på forbrugerne, som ikke har det nemt, da den nuværende energimærkning ikke viser standbyforbruget på produktet. Livet ville være lettere, hvis producenterne i stedet tog ansvaret og tænkte energirigtigt i design- og udviklingsfasen. Også på dette område kan den danske regering og EU tage førertrøjen på ved at stille krav til hvidevare- og elektronikproducenter. Som energiselskab er vi selv parate til at gå i ind i konkrete samarbejde med udviklere og producenter for at skubbe på udviklingen af mere energieffektive produkter. For yderlige information kontakt Direktør Erik Gudbjerg, Lokalenergi. Tlf. 40 64 79 03 Udgivet d. 26.09.07