Fremgang for Lokalenergi i 2006

Lokalenergi kan se tilbage på en fortsat positiv udvikling med en omsætning på godt 500 mio kroner i 2006. En langsigtet indkøbsstrategi betød, at forsyningspligtselskabets elpris sidste år i flere omgange hørte til den laveste i landet. 

Lokalenergis overordnede formål er, at rådgive virksomheder om optimal energianvendelse, og sikre virksomheder og private kunder en fornuftig elpris. 

- Vi arbejder ud fra en grundfilosofi om at finde værdien i energien i et tæt samarbejde med virksomheder i alle størrelser og brancher. Udbyttet af vores indsats skal kunne mærkes på bundlinien i form af færre energiudgifter og en mere effektiv energiudnyttelse, siger Christian Johansen, bestyrelsesformand i Lokalenergi. 

- I den sammenhæng har vi oplevet succes med vores "1+1 er større end to"- strategi. Mange virksomheder får mere ud af energioptimeringer, hvis de også lægger en fornuftig plan for energiindkøbet. Dette koncept har allerede givet pote sidste år. Vi fik en række nye elhandelsaftaler i hus, der har direkte sammenhæng med projekter, hvor overskriften er rådgivning om en bedre energiudnyttelse, supplerer direktør Erik Gudbjerg. 

Lokalenergi har i det forløbne år arbejdet med en indkøbsstrategi på den nordiske elbørs, der er kommet kunderne til gode. 

- Vi har gennem hele året ligget under den pris, som energitilsynet melder ud. I flere omgange har vi været blandt de billigste i landet. De lave priser hænger sammen med, at vi har valgt en langsigtet indkøbsstrategi, som vi fortsat vil gøre brug af fremover, siger Christian Johansen. 

Også i 2006 har virksomheden satset stærkt på at deltage i forsknings- og udviklingsprojekter støttet af Dansk Energi. Det er projekter, som realiseres i samarbejde med brancheorganisationer som Dansk Akvakultur, og virksomheder som Sapa Profiler A/S, for at skabe værdifuld viden på området. 

- Vi er det selskab, der er involveret i næstflest Forsknings- og Udviklingsprojekter, kun overgået af Teknologisk Institut. Det primære mål for os er konstant at udvikle vores viden og kompetencer. Som en sideeffekt får vi i stigende grad henvendelser fra udlandet om samarbejde. For øjeblikket er Lokalenergi involveret i internationale opgaver i bl.a. Holland, Irland og for EU, fortæller direktør Erik Gudbjerg, der ser en fortsat positiv udvikling i 2007 på alle fronter. 

Lokalenergi, består af selskaberne Lokalenergi Forsyning A/S og Lokalenergi Handel A/S. Virksomheden er etableret i 2002 af de østjyske netselskaber Brabrand El-selskab, Galten Elværk, Viby El-værk og Østjysk Energi. Der er 18 medarbejdere: i Lokalenergi. 

Udgivet d. 21.05.07