Overvældende interesse for Al Gore's miljøbudskab Østjyderne er tændt på energi- og miljøspørgsmålet. Det viser Lokalenergis invitation til Al Gore's debatskabende miljøfilm "En ubekvem sandhed". To gratis forestillinger blev udvidet til tre og flere interesserede står fortsat på venteliste. - Vi har oplevet en helt ekstraordinær interesse i vores forsyningsområde for at se Al Gore's film "En ubekvem sandhed". Hans dokumentarfilm stiller skarpt på global opvarmning og peger på CO2 og det stadigt stigende forbrug af fossile brændstoffer som primære syndere. Fotos af gletschere, der er helt forsvundet over de sidste 30-40 år, og ørkener i fremmarch er med til at dokumentere, at den menneskeskabte miljøpåvirkning har nået et niveau, hvor der er grund til nytænkning og handling på energiområdet, siger direktør Erik Gudbjerg, Lokalenergi. De fleste er efterhånden overbevist om, at der er en sammenhæng mellem global opvarmning og et olie- og kulbaseret energiforbrug. Senest har både den danske regering, EU og den amerikanske præsident Georg W. Bush fremlagt hver deres ambitiøse handlingsplan på energiområdet. Målet er at sætte en bremse på energiforbruget og øge andelen af vedvarende energi. - EU-kommissionen foreslår f.eks., at 20% af energiforbruget i medlemslandene skal komme fra sol, vind og vand i 2020, og at CO2 samme år skal være reduceret med 20%, siger direktør Erik Gudbjerg. Som konsulenthus er Lokalenergi selv aktivt engageret i energioplysning og projekter vedrørende energirådgivning og energioptimering. - Vi er med i frontlinien, når besparelsespotentialer på energiområdet skal beregnes og realiseres i virksomheder og boligforeninger. Samtidig ønsker vi at informere om miljøspørgsmål gerne fra forskellige og skæve vinkler. Det er baggrunden for, at vi har inviteret til en række gratis visninger af Al Gore's miljøfilm, siger direktør Erik Gudbjerg, Lokalenergi. Alle tilmeldte til biografarrangementet får som ekstrabonus også mulighed for at se og høre Al Gore live til en favorable pris. I starten af marts gæster Al Gore Frederikshavn sammen med den tidligere russiske præsident Mikhail Gorbatjov. Yderligere informationer kan fås på www.lokalenergi.dk Al Gore's "En ubekvem sandhed" vises i samarbejde med Malling Bio i 6, 7. og 8. februar. Er du interesseret i yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte direktør Erik Gudbjerg, Lokalenergi, 70224277. Udgivet d. 18.02.07