Samarbejde om energi og miljø mellem dansk dambrug og Lokalenergi Dansk dambrug med en årlig ørred- og åleeksport på 1 milliard kroner skal i fremtiden leve op til skærpede miljøkrav for at forbedre vandløbskvaliteten. I et forsøg på at finde optimale miljø- og energimæssige løsninger på disse krav, har brancheforeningen Dansk Akvakultur indledt et utraditionelt samarbejde med bl.a. Lokalenergi. De recirkulerende dambrugssystemer har den ubehagelige sideeffekt, at elektricitetsforbruget øges med næsten 100%. Nye synsvinkler skal være med til at få dette tal bragt markant ned. "El-udgifterne i recirkulerende anlæg udgør i dag 75-80 øre pr. kg ørred. Hver eneste øre, vi kan spare på energi ved at få ny viden omkring vandrensning, iltning osv., styrker vores konkurrenceevne. Skal vi klare os mod producenterne fra især Syd- og Østeuropæiske lande med langt mindre miljøkrav til ørredproduktion, skal vi være ekstremt effektive i den måde, vi griber tingene an på," fortæller konsulent Kaare Michelsen, Dansk Akvakultur. Bryde med vanetænkning Dialogen mellem Lokalenergi og Dansk Akvakultur har resulteret i et to-årigt forsknings- og udviklingsprojekt - "Energioptimalt design af dambrug" - støttet af Dansk Energi - Net. Teknologisk Institut deltager også aktivt i projektet. - Næst efter foder udgør energi den største driftsomkostning i dambruget. Derfor har branchen en stor interesse i at gøre noget ved problemet. Jeg ser det som vores primære opgave at være med til at bryde vanetænkning omkring, hvordan dambrug opbygges, og foreslå nye løsninger baseret på vores viden om energi og energioptimering, siger rådgivningschef og projektleder Peter Weldingh, Lokalenergi. Designkatalog - Vi går overordnet efter at finde det optimale samspil mellem miljø, energi og drift. Slutmålet med projektet er at præsentere et designkatalog med nye tekniske løsninger og cost-benefit-analyser, der viser, at det er en god forretning at tænke miljøbevidst som dambruger. Vi har en ambition om at bevise, at miljøkrav ikke forringer produktiviteten, måske tværtimod, siger Peter Weldingh. Positive forventninger - I Dansk Akvakultur synes vi selv, at vi er nået langt omkring at designe energivenlige anlæg. Vi står bag de otte recirkulerende dambrugsanlæg, der er taget i drift herhjemme. Men vi er også helt sikre på, at vi ikke har fundet den ideelle løsning på alle områder. Vi er selv eksperter i at flytte og ilte vand, men ikke i energi og blæserteknologi. Derfor har vi meget positive forventninger til projektet og dets betydning for branchen i fremtiden. Det er ikke usandsynligt, at det nuværende energiforbrug til recirkulation kan reduceres med 33 %. Det kan bl.a. ske ved at optimere den dybde, hvor luften blæses ind på. Det koster eksempelvis halvt så meget energi at blæse luft 2 meter ned i stedet 4, fortæller Kaare Michelsen. For yderligere oplysninger: projektleder og rådgivningschef Peter Weldingh Lokalenergi, på 70 22 42 77 Udgivet d. 01.07.06