Lokalenergi inviterer østjyske virksomheder til energibesparelser

Som landets øvrige energiselskaber skal Lokalenergi leve op til nye ambitiøse energibesparelsesmål. I praksis betyder det, at Lokalenergi skal realisere energibesparelser på godt 11.000.000 kWh i 2006. "Det mål skal vi primært nå sammen med virksomheder og boligforeninger. Derfor har vi bl.a. en stående invitation til alle østjyske virksomheder, der gerne vil have styr på energien og kan se en forretningsmæssig gevinst ved at fokusere på energiforbrug og energioptimering", siger Peter Weldingh, afdelingschef for rådgivning, Lokalenergi.

Den nye landsdækkende energispareindsats indeholder tre markante ændringer. For det første måles energiselskaberne nu udelukkende på realiserede energibesparelser. For det andet er energirådgivning udvidet til at omfatte både el og varme. For det tredje er energiselskabernes indsats ikke længere begrænset til deres eget forsyningsområde.

- Den nye aftale sætter overliggeren for energibesparelser højt. Overordnet skal den sikre, at landets samlede energiforbrug reduceres med 1,7% årligt i perioden fra 2006-2013. For vores vedkommende betyder det, at vi i samarbejde med interesserede virksomheder skal opnå besparelser på 11.300.000 kWh i 2006, hvilket er en tredobling af vores hidtidige årlige mål, fortæller Peter Weldingh.  

Øget fokus på opvarmning og isolering
Umiddelbart står Lokalenergi godt rustet til at tackle de nye energisparekrav. Flere af selskabets rådgivere er godkendte energiledelseskonsulenter med erfaring både som rådgivere og auditører. Lokalenergi har således mange års erfaring med at yde bred energirådgivning og fastlægge handlingsplaner for energioptimering i et tæt samarbejde med virksomheder, boligforeninger m.m.

- Hele tankegangen med at betragte energi som ét samlet indsatsområde er ikke ny for os. Vi øger i øjeblikket vores fokus på opvarmning og isolering for f.eks. at kunne rådgive om løsninger vedrørende forbedringer af bygningers klimaskærm og optimering af varmeanlæg.

Skal give en strategisk gevinst
- Vi ser energibesparelser som resultatet af et samarbejde med kunden, hvor forretningsmæssige gevinster er omdrejningspunktet. For os er energioptimering ikke et mål i sig selv, men et middel til at få potentielle effektiviseringsmuligheder frem i lyset. Sigtet med en målrettet energiindsats er at kombinere kontante energibesparelser med f.eks. en optimering af proces- og produktionsforløb.

Stå for energiprojekter
- Målestokken for vores succes er fremover, at energibesparelserne realiseres i praksis. Derfor skal vi være endnu dygtigere til at motivere kunderne til at gå fra tanke til handling. Mange udmærkede energiprojekter ligger rundt omkring og samler støv, fordi det på kort sigt koster ressourcer at gennemføre dem. Som noget nyt kan vi være med til at drive processen frem mod realisering. Virksomheder kan involvere os direkte i den praktiske gennemførelse, f.eks. som projektledere, siger Peter Weldingh. 

Er du interesseret i at vide mere om Lokalenergis energisparemål, og hvordan vi vil nå målene, er du velkommen til at kontakte afdelingschef for rådgivning Peter Weldingh på tlf. 70 22 42 77 eller pw@lokalenergi.dk