Ny overfladebehandling halverer produktionstid

Overfladebehandling i aluminiumsbranchen er en energikrævende affære.  Et 2-årigt forskningsprojekt med deltagelse af Sapa Profiler, Lokalenergi og AluConsult dokumenterer, at en ny metode både kan halvere produktionstid og spare 30 % energi.

- Projektet er et godt eksempel på, at man ikke skal stirre sig blind på energibesparelser alene, men at det er vigtigt at få mulige procesforbedringer med ind i billedet. I dette tilfælde har det vist sig, at pulsanodisering halverer overfladebehandlingstiden, uden at det går ud over kvaliteten. Det rummer interessante perspektiver for alle virksomheder med elektrolytiske processer, fordi de hører til de mest energitunge i landet, siger rådgivningschef Peter Weldingh, Lokalenergi.

- Projektets konklusioner er overbevisende og har givet os et solidt beslutningsgrundlag hos Sapa Profiler. Vi forventer at gå i gang med et trinvis skift til pulsanodisering i løbet af det næste år. Overgangen kræver investering i nyt udstyr og ændring af processer, og skal derfor planlægges godt. Men med en samlet tilbagebetalingstid på 2-3 år er der ingen tvivl om, at det er en fornuftig vej at gå, siger manager of quality and environment Kirsten Burfelt, Sapa Profiler.

- Energiudgiften til  produktionen  af vores produkter og de stigende energipriser gør det endnu mere relevant, at vi fokuserer på områder, hvor energien kan udnyttes mere effektivt. Fra projektets start har Anne Deacon Juhl fra AluConsult vist ved de teoretiske beregninger, at det var muligt at reducere energiforbruget ved overfladebehandlingen med omkring 30% ved at benytte pulsanodisering. Det lød næsten for optimistisk, siger Kirsten Burfelt fra Sapa Profiler.

- De praktiske tests har dokumenteret, at pulsanodisering med skiftevis høj og lav spænding faktisk bruger 31% mindre energi end traditionel anodisering med et konstant højt spændingsniveau, siger Peter Weldingh, Lokalenergi.

Inden den endelige rapport ligger klar, er der allerede stor international opmærksomhed omkring anodiseringsprojektets resultater.

- På vegne af projektgruppen har Anne Deacon Juhl fra AluConsult bl.a. deltaget i den netop afholdte 15. internationale anodiseringskonference i Toronto, og vi har selv fremlagt konklusionerne for Sapa Aluminium BV i Holland, siger Peter Weldingh, Lokalenergi.

Projektet med arbejdstitlen "Energi-effektivisering af anodiseringsprocesser" er finansieret med forsknings- og udviklingsmidler fra Dansk Energi Net.

Kontaktperson for yderlige information; rådgivningschef Peter Weldingh på 70 22 42 77, Lokalenergi.

Udgivet d. 09.11.06