Tørresnor eller tørretumbler?

Vasker du tøj flere gange om ugen og specielt i den kommende tid med fugtigt vejr, vælger du måske for nemhedens skyld tørretumbleren frem for at hænge tøjet på tørresnoren. Tørretumbleren sluger megen energi, men du kan nedsætte elforbruget ved at følge nogle få råd hver gang du tørrer tøj.
 
Centrifuger grundigt
Elforbruget til centrifugering er lille i forhold til tørretumblerens forbrug, så det gælder om at få fjernet mest mulig vand fra tøjet, inden det skal tørres.
En kraftig centrifugering i vaskemaskinen (over 800 omdrejninger/min.) nedsætter energiforbruget og tørretiden. 
 
Energiforbruget ved tørring af 4,5-5 kg tøj efter centrifugering med forskellige omdrejningstal kan se sådan ud: 
 
Ved 800 omdrejninger/minut forbruges 3,6 kWh=5,40 kr.
Ved 1200 omdrejninger/minut forbruges 2,7 kWh =4,00 kr.
Ved1400 omdrejninger/minut forbruges 2,5 kWh =3,75 kr.
 
Fyld tumbleren rigtigt
For meget tøj i tumbleren krøller tøjet, forlænger tørretiden og øger energiforbruget. For lidt tøj spilder energi. Følg derfor brugsanvisningen for din tørretumbler, og fyld ikke hverken for meget eller for lidt i. 
 
Undgå overtørring
Stop tumbleren så snart tøjet er tørt
 
Elektronisk styrede tørretumblere giver fordele i forhold til elforbrug, resultat og komfort. En føler registrerer automatisk fugtigheden i tøjet og stopper tumbleren, når den ønskede tørregrad er nået. 
 
Tidsstyrede tørretumblere indstilles fra start til at køre et vist antal minutter.  
Det betyder, at der er risiko for overtørring af tøjet, hvilket øger elforbruget og gør tøjet meget varmt, så det både krøller og krymper.

Du kan læse mere om tørretumblere i pjecen "Bedre elvaner", som kan bestilles på Lokalenergis hjemmeside www.lokalenergi.dk, Vil du vide hvilken tørretumbler, der passer bedst til familiens behov, kan du kontakte energirådgiver Hanne Skjoldborg hos Lokalenergi.