Far og datter på drømmetur

En stor drøm er gået i opfyldelse for Erik Tvilling. I flere år har Erik fulgt Henning Sørensens ballonfærd fra Mindeparken, og kigget misundeligt efter ballonen. I september sidste år deltog Erik i Lokalenergis konkurrence om en ballontur og vandt. Spændingen blev først udløst i går, hvor vejret var til det.

Solen skinner fra en skyfri himmel torsdag formiddag, da balllonskipper Henning Sørensen ringer til mig hos Lokalenergi. I aften skal det ske. Passagerne, øjenlæge Jens Erik Tvilling og datteren Ida er forvarslet om turen.

Vejret er perfekt, ikke for varmt, ikke for koldt og det blæser heller ikke for meget. Hvor ballonen afgår fra, ved Henning ikke helt præcist endnu. Vindretningen bestemmer hvor. Mindeparken i Århus bliver det nok ikke, men nærmere Skanderborg - ballonen skulle jo nødig ende i Kattegat! 

Vi mødes alle mand på Viby Torv kl. 19.00 og med en enkelt afstikker til Hårby, på jagt efter den perfekte vindretning, ender vi ved Landsbyen Sølund i Skanderborg.

Kl. 20.00 stiger far og datter sammen med ballonskipperen op i kurven og ballonen letter. Jeg står tilbage sammen med min søn betaget af et imponerende syn; Gasflammen, som blæser op i den røde og hvid stribede ballon, omkranset af den blå himmel.  

Ballonen flyver henover søer, marker og skove. Vi følger ballonen fra bilen henover bakker og gennem dale. En times tid efter, 8 km fra Odder, ude på landet, gør ballonskipper sig klar til landing. Ballonen svæver hen over en flok heste, som hastigt løber væk og lander på en mark blandt en flok køer, som nysgerrigt samler sig om fartøjet.

Udgivet d. 13.05.05