Målrettede besparelser hos Lundbeck Medicinalvirksomheden Lundbeck har sat energiforbruget under lup, og i 2010 opnås en samlet besparelse på ca. 10 % af Lundbecks årlige energiudgifter Et team af interne medarbejdere hos Lundbeck og konsulenter fra Lokalenergi arbejder sammen om at udføre rentable energibesparelser hos Lundbeck. Beslutsomt og involverende samarbejde Lundbeck arbejder målrettet mod at realisere energibesparelser, både for at reducere omkostninger, og fordi det har god signalværdi. - Lundbeck har vist en utrolig stor vilje og beslutsomhed i forhold til at opnå energibesparelser. Helt op på ledelsesniveau har signalet været, at det her vil vi gøre noget ved, forklarer energikonsulent Christina Monrad Andersen fra Lokalenergi, der koordinerer indsatsen hos Lundbeck. - Det betyder, at vi er dybt involveret. Vores arbejde består i at finde rentable forbedringer, og vi bliver hos Lundbeck og gennemfører dem. Vi arbejder tæt sammen med både brugere af de berørte anlæg, arbejdsmiljøafdelingen, driftsafdelingen, ingeniører hos Lundbeck samt eksterne entreprenører, hvilket sikrer levedygtighed i løsningerne. En guldgrube - uden investeringer De fleste energibesparelser kræver en investering, før gevinsten kan indløses. Sådan var det ikke med et af de første projekter, der blev udført hos Lundbeck. Ideen var at spare på energien til ventilation af virksomhedens stinkskabe, der skal holde lugt og giftige dampe væk fra de arbejdende forskere. - Vi fandt frem til en løsning som både sparer el til drift af ventilationsanlægget og varme til opvarmning af ventilationsluften, forklarer Christina Monrad Andersen, og der er ikke gået på kompromis med sikkerheden på nogen måde. Det er vi sikre på, fordi lufthastigheden i stinkskabsåbningerne er blevet målt. De gældende arbejdsmiljøkrav på området overholdes. Løsningen er indtil videre realiseret på fire af Lundbecks ventilationsanlæg, som forsyner stinkskabe. Ventilation, vand og varme Det er ikke kun ventilationsanlæg til stinkskabe, der har fokus. Ventilationen er generelt blevet behovstilpasset - nogle steder på baggrund af opfordring fra medarbejdere, der kunne se nogle besparelsesmuligheder, som andre ikke havde tænkt på. Derudover er vandforbruget sænket ved at installere nye armaturer. Der arbejdes også med at konvertere brændsel samt at udnytte varmen bedre i et kedelanlæg. - Små og store projekter har tilsammen stor effekt. Vi fortsætter arbejdet med at gennemføre endnu flere forbedringsprojekter hos Lundbeck, slutter Christina Monrad Andersen. Download case som PDF Lundbecks hjemmeside