

Samarbejdet mellem maxit og Lokalenergi har ført til procesoptimering og 8 % mindre energiforbrug. Lige nu fokuseres på metoder til at genbruge overskudsvarmen fra ovne.
I årevis har maxit haft et udtalt ønske om at genbruge overskudsvarmen fra deres produktion af Leca®-nødder og har selv undersøgt forskellige alternativer, uden at det førte til en endelig konklusion. På et tidspunkt gik overvejelserne på at udnytte strålevarmen fra værkets rotérovne som et fjernvarmetilskud i det nærliggende
Hadsten, men projektet strandede bl.a. på, at ovnene kører på højtryk i sommermånederne, hvor behovet for boligopvarmning er mindst.
- Lokalenergis nye beregninger af overskudsvarmen afdækkede, at varmetabet fra ovnene var væsentligt højere, end vi troede. Når det lægges sammen med stærkt stigende energipriser gennem de sidste 10 år, er de forretningsmæssige grunde til at genvinde den tabte varme i dag endnu mere oplagte. Et af de lovende scenarier er, at overskudsvarmen kan anvendes til at reducere vores brug af fossile brænd-stoffer og dermed
mindske CO2-belastningen fra værket, siger fabrikschef Jo Gunnar Håkonsen, maxit.
I kølvandet på beregninger har maxit bedt Lokalenergi om at finde de mest hensigtsmæssige teknologier til at indfange og genvinde overskudsvarmen. - Lokalenergi hentede Bo Kuraa for Kuraa Consulting, der er ekspert i termodynamik, med ind i processen. Han stod i første omgang for detaljerede beregninger af varmeudstrålingen sammen med Lokalenergi og er i øjeblikket ved at vurdere, hvilken teknisk løsning, der vil være mest velegnet til at udnytte overskudsenergien, siger geolog Anne Mette Nielsen, maxit.
Projektet med genbrug af overskudsvarmen har alle forudsætninger for at blive en ægte win-win situation. I stedet for at spilde energi og ovnvarme, kan maxit udnytte den nuværende overskudsvarme til andre nyttige formål uden at det koster en krone mere i energi. - Vi overvejer flere forskellige muligheder.
Måske vil det være økonomisk fornuftigt at anvende overskudsvarmen til at tørre vådt biobrændsel. Det vil understøtte vores overordnede energistrategi om at øge andelen af biobrændsel og mindske mængden af fossile brændstoffer med 40 % i år 2010. Undervejs i forløbet har Lokalenergi også præsenteret os for
andre udnyttelsesformål for overskudsenergien, siger Jo Gunnar Håkonsen.
Produktionen af letklinker på Hingeværket er en energikrævende proces. En trediedel af de samlede driftsomkostninger går til energi. Af samme grund har virksomheden beskæftiget sig med energioptimering
og energiledelse i mange år og været berettiget til CO2-refusion lige så længe. En række forskellige tiltag fra
virksomhedens side har ført til en 5 % reduktion af energiforbruget i perioden fra 2000 til 2006.
- I 2006 valgte vi at gøre noget nyt. Vi ønskede at få fremmede øjne på energiforbruget og på, hvor vi kunne gøre det bedre. Derfor overlod vi opgaven med at kortlægge alle energirelaterede områder til Lokalenergi: Ovne, ventilation, procesanlæg osv. Deres dokumentation bekræftede grundlæggende vores egne tal for,
hvor det kunne betale sig at sætte ind, men indeholdt også overraskende nyt, siger Anne Mette Nielsen.
Overraskelsen var, at det gav en megetstørre energigevinst end forventet at
reducere røggastemperaturen med få grader.
- På baggrund af Lokalenergis anbefalinger, kan vi i dag udnytte varmen bedre i ovnene, spare energi og oven i købet tørre mere ler end før, siger Jo Gunnar Håkonsen. Procesoptimeringen gav energibesparelser i giga-watt-klassen og reducerede på halvandet år virksomhedens energiomkostninger med yderligere 8 %.
- Muligheden for at trække på Lokalenergis konsulenter, giver os ressourcer og kompetencer, som vi ikke selv råder over. Vi kan ikke koncentrere os om energi og energioptimering, men skal løse den slags ved siden af vores øvrige gøremål. Uden tvivl ville vi være gået samme vej, men tidshorisonten havde nok været længere, og vi havde helt sikkert ikke fået dokumenteret og systematiseret indsatsen på samme vis, siger Jo Gunnar Håkonsen.
Få energirigtige nyheder hver måned.
Køb el hos Lokalenergi og få optimalt udbytte.
Lokalenergi | Skanderborgvej 180 | 8260 Viby J | Tlf.: 70 22 42 77 | CVR nr. 21552348 | Fax: 86 75 18 13 | post@lokalenergi.dk