
- Det, der driver os, er i første omgang økonomi, men samtidig vil vi gerne markere os som en grøn virksomhed ved at tage ansvar for en reduktion af vores CO2-udledning. En af vores fire ovne bruger mere strøm pr. dag end en almindelig familie
bruger på et helt år, siger vedligeholdelseschef Dennis Nielsen, Notox. Virsomheden fremstiller miljøvenlige dieselpartikelfiltre til bl.a. eftermontering i lastbiler.
Når Notox lige nu har sat fokus på energiledelse, hænger det sammen med en aftale om CO2-refusion, som virksomheden indgik i efteråret med Energistyrelsen. Aftalen forudsætter, at virksomheden etablerer et energiledelsessystem og forpligter sig til at arbejde kontinuerligt med at optimere sit energiforbrug.
Tovholder sætter mål
- Vi har ikke beskæftiget os med energiledelse tidligere. Det er baggrunden for, at vi har indledt et tæt samarbejde med Lokalenergi. Deres vigtigste opgave er at fungere som tovholdere, der fastsætter delmål, og sørger for at vi kommer helskindet gennem processen. I øjeblikket er de ved at kortlægge, hvad vi bruger vores naturgas, strøm og vand til, og hvor de største besparelsespotentialer ligger, siger Dennis Nielsen.
- Vi ved godt selv, hvor skoen trykker rent energimæssigt, men Lokalenergi har en viden, der gør det muligt at undersøge tingene systematisk og sætte tal på fornemmelser. Samtidig kender de reglerne for energiledelsessystemer, som kan være ganske komplicerede, siger Dennis Nielsen.
Genvinde overskudsvarme
På forhånd har Notox peget på de mest oplagte områder for at optimere energien. Som del af arbejdet med energiledelsessystemet giver Lokalenergi et præcist bud på besparelsespotentialet i disse projekter. Det vil afsløre, om det kan betale sig at gennemføre dem eller ej.
- Hvis tilbagebetalingstiden er 4 år eller mindre, skal vi ganske enkelt gennemføre projektet. Det har vi forpligtet os til gennem CO2-refusionsaftalen. Fabrikken er forberedt til varmegenvinding. Et af de projekter, vi forventer at realisere i fremtiden, er netop at genvinde overskudsvarmen fra vores ovne. I dag forsvinder denne varme op i luften. Hvis vi i stedet kan anvende den til opvarmning af fabrikken, kan vi spare en del af den naturgas, vi ellers bruger til opvarmning, siger Dennis Nielsen.
Forpligtelse til handling
- Vi ser ikke indførelsen af energiledelse som blot at få et stempel i en bog, men som en forpligtelse til handling. Får vi succes med energiledelsessystemet, vil det anspore os til at fortsætte og tage hul på nye områder. Det kunne f.eks. være at uddanne medarbejdere til at tage ansvar for løbende energiforbedringer, siger Dennis Nielsen
Få energirigtige nyheder hver måned.
Køb el hos Lokalenergi og få optimalt udbytte.
Lokalenergi | Skanderborgvej 180 | 8260 Viby J | Tlf.: 70 22 42 77 | CVR nr. 21552348 | Fax: 86 75 18 13 | post@lokalenergi.dk