
Med en årlig udgift på ca. 1,2 millioner kroner udgør strøm en væsentlig omkostning for Hvidbjerg Strand Feriepark. Indtil for nylig blev el-regningen bare betalt, fordi det virkede uoverskueligt at gøre noget ved det. Men nu har et samarbejde med Lokalenergi både ført til lavere el-pris og givet mod på at etablere en aftale om energirefusion med Energistyrelsen. Den samlede årlige gevinst ved disse to initiativer beløber sig til ca. 220.-250.000 kr.
- Vi var begyndt at overveje, om der var penge at spare ved at handle el et andet sted, end vi plejede. Men længere var vi ikke nået, da der dumpede et tilbud ind fra Lokalenergi, fortæller medejer Lene Slaikjær, Hvidbjerg Strand Feriepark.
I første omgang var hun interesseret i en beregning, der viste noget om besparelsesmuligheden.
- Lokalenergi nåede hurtigt frem til, at vi bruger hovedparten af vores strøm på skæve tidspunkter i forhold til andre virksomheder, dvs. i weekenderne og om aftenen. De kunne derfor tilbyde at levere el til en lavere pris end vores tidligere leverandør. Vi forventer, at det giver os en pæn besparelse på omkring 90.000 kr. om året.
Mens Lokalenergis konsulenter var i gang med de beregninger, der udgør grundlaget for el-handelsaftalen, pegede de på oplagte muligheder for at reducere energiudgifterne yderligere.
- De var gode til at fortælle os, hvor vi kan spare el ved at gøre tingene på en anden måde, og så gjorde de os ikke mindst opmærksomme på fordelene ved at indgå en aftale om energirefusion med Energistyrelsen.
I sig selv var det ingen nyhed for Lene Slaikjær. Hun vidste godt, at der eksisterede en mulighed for at få 22% refusion af energiafgiften. Til gengæld gav dialogen med Lokalenergi endelig mod på at kaste sig ud i det.
- Det virkede uoverskueligt for os selv at tage affære. Selv vores revisor var ikke rigtigt klar over, hvordan processen skulle gribes an. Men Lokalenergi har allerede gennemført refusionsaftaler for andre feriecentre og kender de betingelser, der skal være på plads for at få en aftale godkendt.
Hvidbjerg Strand Feriepark valgte at outsource opgaven til Lokalenergi. Selskabets konsulenter tager sig af alt det administrative besvær med at få kortlagt energiforbruget i detaljer og få den 3-årige aftale defineret og godkendt af Energistyrelsen.
- I det daglige forventer jeg ikke, at aftalen kommer til at kræve mange ekstra ressourcer af os. I første omgang skal vi udelukkende fodre Lokalenergi med de tal, der er nødvendige for at indgå aftalen, og senere skal vi leve op til aftalens ændrede rutiner omkring f.eks. aflæsning af målere og kontrol af forbruget.
Energi i ledelsens fokus
Aftalens gulerod er afgiftsrefusionen. De foreløbige beregninger tyder på, at aftalen vil reducere Hvidbjerg Strand Ferieparks energiudgifter med 125.-150.000 kr. årligt. Men det egentlige formål er at få ledelserne i de energitunge virksomheder til at fokusere mere på deres energiforbrug og deres muligheder for energioptimering. Og det er netop, hvad der er sket i Hvidbjerg Stand Feriepark. Den familieejede feriepark ligger ved Blåvand og har omkring 250.000 overnatninger fra marts til oktober.
- Tidligere har vi ikke rigtig forholdt os til området. Holdningen var nok, at vi jo skulle bruge den energi, vi skulle. Derfor har vi haft en tendens til bare at få betalt den el-regning og så komme videre. Men det har ændret sig. I dag er energi en del af vores ledelsesovervejelse. Det er et væsentligt element i aftalen, at man får opmærksomhed på sit energiforbrug. Bl.a. er det et krav i aftalen, at vi ikke kun ser på pris i forbindelse med nye installationer, udvidelser af bygninger osv., men tager energiaspektet med ind i overvejelserne. Det tvinger os til at tænke mere energirigtigt.Fakta om Hvidbjerg Strand Feriepark
De primære energislugere er
• et tropisk badeland med vandtemperatur på 31° og rumtemperatur på 33°
• hytter og campingvogne
Få energirigtige nyheder hver måned.
Køb el hos Lokalenergi og få optimalt udbytte.
Lokalenergi | Skanderborgvej 180 | 8260 Viby J | Tlf.: 70 22 42 77 | CVR nr. 21552348 | Fax: 86 75 18 13 | post@lokalenergi.dk